BERLINALE 2024: Berlin blev endnu engang filmverdens hovedstad for en stund

Af Alexander Bendtsen

Den 74. omgang af Berlins kæmpe filmfestival rummede højdepunkter som Danmarks comeback til hovedkonkurrencen samt fejringen af en vaskeægte mesterinstruktør, der har set og gjort alt. Derimellem var der et omfattende katalog af film fra alle verdenshjørner.

Ordet havde skribenter til stede på festivalen, der blev afholdt fra den 15. til den 25. februar, og de oplevede alt fra imponerende innovativ filmkunst til fælt skuffende flops.

De spritnye film og verdenspremierer blev, som sædvanligt, suppleret af retrospektive visninger af legendariske instruktørers arbejde. Alt sammen i mindeværdige biografsale og kulturinstitutioner med hver deres forcer og charmer.

Danmark tilbage i hovedkonkurrencen

Centralt ved Berlinalen er selvfølgelig hovedkonkurrencen, hvor der denne gang var 20 film fra hele verden, der konkurrerede om festivalens mest prestigefyldte pris: Guldbjørnen for bedste film.

Her er der ofte mange nye instruktører iblandt, der befinder sig meget tidligt i deres karrierer. Blandt dem er der typisk også nogle stykker, hvor den manglende erfaring kan mærkes med negativ effekt. Det var blandt andet tilfældet med konkurrencens italienske bidrag, Gloria!, om forældreløse piger i Venedig, der spiller klassisk musik i år 1800. Instruktør Margherita Vicario lykkes aldrig med en velfungerende stil eller tone til sin i forvejen ufokuserede og banale fortælling.

I hovedkonkurrencen fandt man også dansk/svenske Vogter, som var det første danske indslag i konkurrencen de sidste otte år. Her har vi til gengæld fat i en instruktør, der er enormt stilsikker meget tidligt i sin karriere, nemlig svenske Gustav Möller, der havde et brag af en spillefilmsdebut med den dansk producerede Den Skyldige i 2018, hvilket ikke kun var en kritiker succes herhjemme, men også i udlandet.

Möller kombinerer igen et ganske kompetent manuskript med effektiv stemningsdikterende instruktion og æstetisk spændende præsentation. Dertil kan hovedrolleindehaver Sidse Babett Knudsen skrive endnu en flot skuespillerpræstation på sit CV, mens Sebastian Bull, der spiller overfor hende, aldrig har været bedre foran kameraet. Det blev bestemt ikke værre af, at filmen blev vist i den gigantiske Verti Music Hall med plads til over 2000 tilskuere og med et mærkværdigt lydanlæg, der gav filmens hårdtslående lydbillede ekstra slagkraft.

Gloria! vandt sjovt nok ingen priser, men det gjorde Vogter desværre heller ikke. Trods sin solide dramaturgi og vellykkede præsentation er det da heller ikke et særligt innovativt eller udfordrende værk. Kvaliteter der vægtes højt på Berlinalen.

Fransk dominans og flotte tyske takter

Dette års Guldbjørn-vinder blev i stedet den franske, senegalesiske og beninske Dahomey, efterfulgt af den sydkoreanske A Travelers Needs på andenpladsen (’Silver Bear Grand Jury Prize’). Hverken mine medskribenter eller jeg havde mulighed for at se de to, men med hver sin bjørnestatuette af høj prestige, kan man sagtens håbe på dansk distribution på sigt.

Efter ventetid i en gigantisk kø, længere end dem ude foran de østberlinske natklubber lørdag aften, kom jeg til gengæld ind og se franske Bruno Dumonts L’Empire, der gik hen og vandt ’Silver Bear Jury Prize’. En pris, der vel kan betegnes som en tredjeplads i hovedkonkurrencen. 

På en måde er det passende, at det netop er L’Empire, der får en pris så udefinerbar, at den blot virker som en highfive fra juryen. Science fiction-parodien er nemlig en provokation i sig selv, hvis kvaliteter man skal argumentere for kan findes i en slags ironisk humor over at lave en dårlig film med vilje. 

Meget fransk…

At Dumont med ironisk afstand leger med tilskuerens evne til at vurdere, at alt i filmen er grundlæggende dramaturgisk og filmteknisk helt ved siden af, er delvist sjovt. Det er dog for ensporet og uden substans til at jeg ville kalde det en god film – uanset genre.

Mens jeg havde en af mit livs mærkeligste biografoplevelser med L’Empire, havde Ordet-skribent Viggo Sinding fornøjelsen af at se den film, der skulle gå hen og vinde hovedkonkurrencens pris for bedste manuskript. Her er der tale om Mathias Glasners Sterben (2024), der ifølge Sinding gør sig dybt fortjent til prisen.

Vi kigger begejstret nærmere på Sterben i Ordets kommende artikel om de filmiske højdepunkter og lavpunkter på Berlinalen. I samme artikel sættes der flere ord på kvaliteterne i Vogter, mens Gloria! lidt uheldigt fremhæves som en af redaktionens svageste filmoplevelser på festivalen sammen med L’Empire, der trods sin pris ikke var et hit hos Ordet.

Programmer og premierer

I Ordets kommende artikel anmelder vi kort endnu flere af filmene fra festivalens forskellige programmer, som Special-programmet og Panorama-programmet. 

Hovedkonkurrencens 20 film udgør nemlig kun en lille del af festivalens kæmpe samlede filmkatalog, der er inddelt i programmer med forskellige karakteristika. Den røde tråd gennem de fleste af Berlinale-programmerne er dog, at de giver en platform til udfordrende og eksperimenterende værker.

På tværs af programmerne har mange af filmene også verdenspremiere på festivalen. Her er skaberne med og siger gerne noget om deres film og tankerne bag inden og/eller efter filmen. Selv var jeg til premiere på en af Encounters-programmets mest anticiperede film; amerikanske Travis Wilkersons Through the Graves the Wind Is Blowing (2024) i Akademie der Künste. 

Det var dog ikke den mest stimulerende oplevelse, for selvom folkene bag værket var meget sympatiske, var deres film en kæmpe skuffelse. Filmen føles som en historietime pakket ind i et utroligt tyndt krimiplot og et filmteknisk udtryk, der varierer mellem det banale og det jammerligt ringe. Der er da interessant, østeuropæisk historie undervejs i filmen såvel som små elementer af god sort humor, men formidlingen er simpelthen en omgang tandløst sjusk.

Jeg ville hellere have mødt vinderen af dette års Berlinales ’Honorary Golden Bear’, men måtte nøjes med at tale med en heldig dansker, der havde æren af netop dette.

Fejring af en levende legende

Dette års modtager af Berlinales ærespris var nemlig ingen ringere end filmmaestroen Martin Scorsese, der blev hyldet for sin helt enestående karriere som en af de største filminstruktører nogensinde. 

Scorsese var en af de vigtigste figurer i New Hollywood-bølgen, hvor Hollywoods mest kunstnerisk visionære instruktører tog den kreative dirigentstok fra studierne og lavede de film, de drømte om. Det var især hans eminente karakterdramaer som Taxi Driver (1976) og Raging Bull (1980), der gjorde ham til en gigant dengang. Men allerede i 1973 lagde han med filmen Mean Streets forarbejdet for den deromantiserende genopfindelse af gangster-subgenren, som han for alvor gennemførte med mesterværket Goodfellas i 1990. 

Siden da har intet kunnet stoppe filmgeniet, der har spyttet mesterlige film ud om komplekse og nogle gange rådne karakterer i hårrejsende realiseret barske miljøer. Fantastiske filmperler som Casino (1995), The Departed (2006) og The Wolf of Wall Street (2013) er blandt højdepunkterne i en hel exceptionel stribe af film.

Med Berlinalens fokus på de unge og nytænkende filmkunstnere klæder det dem at vise respekt for filmkunstens legender. Dem, der engang var unge filmfolk med kreativitet, mod og viljestyrke nok til at mestre, udvikle eller ligefrem genopfinde genrer og formater og derfra har bygget en karriere, der sætter et kæmpe aftryk på filmverden, når alt er sagt og gjort. Her er der meget få individer, der kan måle sig med Martin Scorsese, og ingen jeg kan komme i tanke om, som fortjener æresprisen mere end ham.

Scorsese var en meget eftertragtet mand på Berlinalen, og for Ordet-redaktionen lykkedes det hverken at få folk ind til hans prisoverrækkelse eller hans talks.

Til gengæld lykkedes det mig at få et par bemærkninger fra Film- og medievidenskabsstuderende Malou Gøttsche, der havde æren af at opleve mesterinstruktøren introducere sin spritnye dokumentarfilm, Made in England. Hun beskrev livligt, hvordan der gik et kollektivt sus gennem den fyldte biografsal, da Scorsese trådte ind på scenen: ”Det var en uvirkelig oplevelse at sidde til sin første visning på Berlinalen og så få lov at se og lytte til en levende legende på så tæt hånd.”

Biografens magi

Selvom jeg ikke havde mulighed for at se Scorsese i egen person, stoppede det mig ikke fra at tage til et par af visningerne af hans klassiske film i forbindelsen med fejringen af ham.

Sidste år beskrev jeg, hvordan jeg sad helt centralt på den store vidunderlige balkon i den fantastiske biograf, Hause Der Berliner Festspiele, og blev blæst bagover af en fantastisk visning af Raiders of The Lost Ark (1981), da det dengang var Steven Spielberg, man fejrede. I år fandt jeg mig selv i samme sæde på den samme balkon, men denne gang var det Dropkick Murphys rå rocknummer Shipping Up to Boston, der flere gange bragede mod mig. Alt imens Scorseses mesterlige gangsterthriller, The Departed, spillede på det store lærred.

I den store biografsal samledes dekorerede fans af filmen med folk, der aldrig havde set den før. Sammen blev vi flået med igennem en af de mest gribende krimifortællinger i filmhistorien, hvis struktur, stemningsetablering og stjernespækkede karaktergalleri sidder lige i skabet. En sublim biografoplevelse jeg aldrig vil glemme.

Netop gennem disse fantastiske biografoplevelser i sale som majestætiske Hause Der Berliner Festspiele og mastodontiske Verti Music Hall skete der noget magisk. Når lærredet var fyldt ud med en Scorsese-klassiker, en skandinavisk stilistisk tour de force eller et fransk vanvidsprojekt, så var det som om hele verden drejede om Berlin. 

Som om Berlin blev filmverdens hovedstad for en stund.